Page 649 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dræbt, så Lykken stod ikke hans Forsæt bi.
Nu fik Erik Lyst til at gifte sig og ægtede den bremiske
Ærkebiskop Hartvigs Søster, som ganske vist var en
højbåren Kvinde, men mere udmærkede sig ved fornem
Slægt end ved Kyskhed. Efter hendes Tilskyndelse
bortskjænkede han det Jordegods, der fra gammel Tid af
havde tilhørt Kongerne, særlig til dem, der havde stået ham
tappert bi imod Olaf, så han skånede ikke Kronens
Liggendefæ, men brugte det til at belønne Folk for de Farer,
de for hans Skyld havde udsat sig for, som om han kun
havde fået det for rundhåndet at give det bort til andre og
bruge det alt sammen til Sold til sine Krigsfolk. Omsider
fældede han i et Slag ved Thjutå sin Medbejler tillige med
største Delen af hans Hær. Men han lagde ikke den samme
Tapperhed for Dagen i Krig uden for Riget, som han havde
vist i de Krige, han førte inden for dets Enemærker. De Tog,
han gjorde imod Venderne, vakte nemlig mere deres Latter,
end de indjog dem Skræk, thi alt, hvad han tog sig for, var
så løst og sløvt, at man ikke skulde tro, at det var en Mand,
der rådede for det. Han fulgte den ringeste Uslings Råd, når
det gjaldt om at opløse Hæren, og tit sendte han Flåden
hjem, fordi Trosknægtene råbte på, at de vilde hjem. Som
Følge af denne hans Fejghed blev Barbarerne så
overmodige, at de ikke blot foragtede ham, når han færdedes
uden for Riget, men endogså gjorde Indfald i Riget, når han
holdt sig hjemme. Da han en Gang sejlede fra Sjælland over
til Fyn og så' nogle Sørøvere sætte efter ham, fik han så
travlt med at komme i Land, at han lod hele Takkelagen
blive tilbage som Bytte for Fjenderne og med Skam flyede
fra sit Skib i Angst og Bæven.
Da der var gået nogle År, mærkede han på Sjælland, at han
havde fået Feber, og han begav sig da over til Fyn, hvorfra
-643-