Page 650 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han stammede, for at opgive Ånden dèr, hvor han havde set
Dagens Lys. Da han mistvivlede om, at han kunde komme
sig af sin Sot, vilde han sørge for sin Sjæl, siden han ikke
kunde gjøre noget for sit Legeme, og ombyttede
Kongekåben med en Munkekutte, thi man holder for, og det
lærer også de, der er kyndige i den hellige Skrift, at der ikke
gives nogen kraftigere Måde at sone sine Synder på end at
blive Munk. Derpå sammenkaldte han sine Krigsfolk og
frasagde sig højtidelig Tronen. Blandt andre var en Mand
ved Navn Ejlif fra Landsbyen Vising til Stede hos den syge;
han sagde, at nu måtte de alle sammen se til at få en ny
Konge valgt, eftersom de nu var løste fra den Tjeneste, de
hidtil havde haft. De Ord røvede Kongen den Smule Liv,
han endnu havde igjen, thi han kunde ikke udholde Tanken
om at han skulde have en Eftermand, medens han endnu var
i Live.
Svend, Knud og Valdemar
Da Erik var død, kunde Folk ikke blive enige om, hvem de
skulde vælge til Konge, thi Knud Magnussøn søgte ivrig
Valg i Jylland og Svend Erikssøn på Sjælland, og hin var
yndet for sin Bedstefaders, denne for sin Faders Fortjenester.
Medens Svend nu bejlede til Sjællændernes Stemmer og de
fleste af dem også var villige til at stemme på ham, var der
en Mand ved Navn Olaf med Tilnavnet Stam, som ivrig
holdt på, hvad der fra gammel Tid af var Skik, og lyste
Forbandelse over hver den, der gav Svend Kongenavn, og
over ham selv med, i Fald han tog imod det, thi han kunde
ikke gå ind på, sagde han, at man i den Sag foregreb hele
Rigets Myndighed, eller at man tildelte en Mand kongelig
Værdighed, uden at hele Rigets Almue højtidelig havde
givet sit Minde dertil. Valget plejede ganske vist at foregå på
-644-