Sjælland, men det var hele Folkets Ret i Fællesskab at vælge
Konge, sagde han. Nu blev alle betænkelige og begyndte at
falde fra deres tidligere Mening, men en Mand ved Navn
Sten satte sig ud over gammel Sæd, og efter hemmelig at
have overtalt Svend ved store Løfter var han Førstemand til
at hilse ham med Kongenavnet og fik største Delen af
Tingmændene til at vove det samme, så at Almuen nu blev
lige så ivrig til at gå over til den Mening, som den før havde
været bange for af egen Drift at vedkjende sig den. Efter
hans Råd blev den sjællandske Almue nu også opsat på at
støtte den Konge, den havde valgt, ved at få Naboerne til at
godkjende Valget, og det blev overdraget en overmåde
veltalende Mand ved Navn Jakob Kolssøn med nogle andre
Sendemænd at drage over til Skåne og ved at smigre for
Skåningernes Forfængelighed overtale dem til at gå med til
at vælge Svend til Konge. Han rejste da derover i Følgeskab
med Svend, og da han havde fået Ordet, forestillede han
Skåningerne, at det ikke havde været Sjællændernes Agt at
anmasse sig at foretage sig noget som helst i Henseende til
Kongevalget, uden at de gav deres Minde dertil, men at de i
alle Måder hellere vilde træde i Skåningernes Fodspor end
gå forud for dem og aldrig vilde gjøre noget af Vigtighed,
uden at de var enige med dem. Men de nærede sådan
inderlig Kjærlighed til Svend og vilde så gjærne have ham
til Konge, hvis Skåningerne blot vilde give ham deres
Stemmer, ikke alene på Grund af hans egne fortræffelige
Egenskaber, men også for hans Faders og Bedstefaders
Fortjenesters Skyld. Derhos opfordrede han dem også til at
drages til Minde, hvorledes de alene havde gjort det af med
hele det øvrige Danmarks Stridsmagt og skaffet hans Fader
Riget, da han næsten helt var dreven til Fortvivlelse og ikke
ventede sig andet end Undergang, og nu bad han dem
indstændig om at vise hans Søn den samme Godhed, som de
havde vist ham. Således gav han Skåningerne at forstå, hvor
stor Pris Sjællænderne satte på Svend, men hvad der var
-645-