Page 812 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Penge og stille Gisler.
Da Kongen nu var bleven en stor Del af de Bekymringer
kvit, som havde trykket ham, begyndte han atter at tænke på
Krigen med Norge, der var bleven opsat som Følge af
Forholdet til Venden. Først på Foråret iværksatte han sit
Forehavende med en talrig Flåde, og i hele Vigen blev han
modtagen med den største Ærbødighed, Folkene dèr tilstedte
ham ikke blot fri Adgang, men kom ham endogså i Møde
med Glæde. Han optrådte derfor ikke som deres Fjende,
men som deres Høvding og holdt Ting i Steden for Slag med
dem. Han blev så glad over den Velvilje, de viste ham, at
han glemte Fjenden og gav sig alt for gode Stunder til at
rykke frem, så at Erling fik rigelig Tid til at samle en stor
Mængde Krigsfolk. Vigboerne var overmåde glade ved at
se, hvor stor Valdemars Hær var, og de havde også stor
Fornøjelse af at se på hans Flåde, som de frit lod lægge ud af
Havnene. Ved Snævringer, hvor Skibene måtte sejle ét ad
Gangen, samledes mange på Højderne, ikke for at gjøre dem
Skade. men for at se på dem, opfyldte af Beundring af, hvor
mange de var, og for ret at kunne holde Tal på dem.
Tønsbergerne, som var endnu mere opsatte på at vise
Kongen deres Ærbødighed end de andre, modtog ham på
deres Enemærker i det højtideligste Optog, så de ikke blot
underkastede sig, men formelig bøjede sig for ham, som om
han var en Helgen. Erlings Krigsfolk, som forrige Gang, da
Kongen var der, ikke havde ænset hans Ankomst, fordi de
stolede på deres Fæstnings Styrke, tog denne Gang Flugten.
Kongen steg op på Klippen og undrede sig såre over, hvad
han fik at se på dens Top, thi han måtte indrømme, at det var
en uindtagelig Fæstning, og at Naturen her havde udrettet
mere end Kunsten.
-806-