drevet det i Vanvid, at de fandt den største Fornøjelse i de
værste Gjenvordigheder, og selv om det føjede sig så, at
Kongen fik underlagt sig Norge, vilde han få mere Bryderi
af begge Riger, end han nu havde Glæde af det ene af dem.
Hertil kom, at deres Levnedsmidler allerede begyndte at
slippe op, så de vilde ligefrem komme i Nød, hvis Sejladsen
skulde fortsættes længere endnu, thi hvad de havde, forslog
ikke engang til Hjemrejsen. Dette, som han snarere sagde af
Frygt end af Klogskab, syntes de andre ved deres Tavshed at
godkjende, men Absalon, som dømte helt anderledes om
denne Tale, begyndte, da Rådgiverne var gået bort, i Enrum
at tale Kongen hårdt til, fordi han ved sin Tavshed havde
godkjendt Niels` Mening, der fortjente den strængeste
Dadel, i Steden for at udtale sin Fordømmelse af den ved at
give ham et hånligt Svar; de hånende Ord, han havde sagt,
var i højeste Grad egnede til at vække Mytteri. Hvis Kongen
havde sagt, at han ikke brød sig det mindste om hans
Følgeskab, og ladet ham vide, at han havde større Udsigt til
at komme lykkelig fra, hvad han havde for, når han forlod
ham, end når han var med, vilde den Forsmædelse, der var
overgået ham, have drevet de andre til at tie af Frygt for, at
den samme Skam skulde blive dem til Del, men nu, da han
havde givet, eller syntes at have givet, ham Medhold i
Steden for åbenlyst at udskamme ham for hans Fejghed,
vilde det ikke vare længe, før andre vilde lade sig forlede af,
at hans Frækhed var gået upåtalt hen, og komme med
lignende Forestillinger. Det gik da også, som han havde
forudsagt, thi da Høvidsmændene var langt mere opsatte på
at vende hjem end på at drage videre, men ikke åbenlyst
turde være ved det, ophidsede de hemmelig Menigmand til
Oprør, og da man var på det rene med, hvor tapper Absalon
var, og gav hans Standhaftighed Skyld for, at Toget trak i
Langdrag, havde nogle endogså den Frækhed at angribe
hans Skib med Stenkast. Hans Skibsfolk tog imidlertid strax
imod dem, og skjønt de var langt flere, flyede de. Kongen
-808-