lod dem ikke lide deres fortjente Straf for deres forrykte
Gjerning, thi han holdt for, at den Tort, der var overgået
dem, ved at de således tog Flugten, var Straf nok. Derpå
sejlede Kongen til Portørevig, der var navnkundig ved den
store Sejr, Sigurd dèr havde vundet, da han med tre Skibe
overvandt en utallig Flåde. Dèr stævnede nogle af Jyderne,
forledte af deres Høvidsmænds skammelige Tilskyndelser,
til Ting og krævede med voldsomt Skrål, at Toget skulde
opgives. Nogle Krigsfolk blev i Forklædning sendt hen for
at gribe dem og opholdt sig en Stund imellem dem, uden at
nogen vidste, hvem de var, men da de omsider blev
gjenkjendte af de omstående, kastede de deres Forklædning,
greb dem, der hidsede til Oprør, i Struben og slæbte dem
bort med sig. Da de var bleven ført om Bord på Skibene, lod
Kongen dem til Straf dygtig gjennemprygle, og for at gjøre
Straffen yderligere hård, lod han dem skiftevis kaste i
Vandet og gjennemprygle på ny, når de var bleven trukne op
igjen. Derpå drog Kongen op til de Steder, hvor Nætterne
ved Sommersolhvervs Tid er usædvanlig lyse og ligner
Dagen så meget, at der næsten ingen Forskjel er, thi Solen
giver ved Nattetid så meget Lys, at man med Lethed kan
læse den fineste Skrift. Her opfordrede de jydske Stormænd,
hvad enten det nu var Frygt eller Utålmodighed, der drev
dem, åbenlyst Kongen til at vende hjem til Danmark og
forlangte, at Toget skulde opgives af Mangel på
Levnedsmidler; holdt han så fast ved sit Forsæt, sagde de,
vilde de næste År vende tilbage til Norge, men i Steden for
at følge alle de mange Krumninger i Vigen, vilde de så tage
Gjenvejen lige over fra Vendsyssel. Deres Begjæring
understøttedes yderligere af Almuens Klager over Mangel
på Levnedsmidler, thi der var ikke én af den menige Hob,
som ikke råbte på, at man for at afhjælpe Hungersnøden
hurtigst muligt burde vende hjem. Da Mængden således
skreg op, blev Kongen nødt til at afstå fra sit Forehavende
og opgive Toget. For at Fjenden dog ikke skulde slippe helt
-809-