Page 946 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og opfyldte Markerne med Gråd og Klage, og det var dem
en Glæde at vise deres Konge den sidste Ære ved at tage
Ligbåren på deres Skuldre, medens de jamrede over, at
Fædrelandet vilde gå til Grunde nu, da Kongen var død, og
at de selv kun havde Døden eller det, som var endnu
bedrøveligere, i Vente. Da Absalon skulde læse Sjælemesse
over ham, kunde han, medens han fremsagde de højtidelige
Ord, ikke bekæmpe sin Smerte eller hindre, at hans Tårer
randt ned over Alterét, ja han havde knapt så megen Magt
over Hånd og Mund, at han kunde fuldføre Gudstjenesten;
han blev så sorrigfuld, at han pludselig blev overfalden af en
svar og farlig Sygdom, så at det var nær ved, at han havde
opgivet Ånden samtidig med, at han sluttede Messen. Man
skulde have anset det for utroligt, at en Helt som han kunde
blive i den Grad betagen af Sorg, når det ikke havde været
vitterligt for alle, hvor stor Kjærlighed han bar til Valdemar.
Men skjønt Skæbnen slukkede det ene af Fædrelandets Lys,
sparede den dog det andet, for at Danmark ikke skulde
savne en Mand, der kunde føre det an til at underlægge sig
Venden og vedblive at værge det danske Folk, der under så
store Konger var nået frem til så stor Ære og Anseelse.
Absalons Tårer, der randt ned over Alteret, medens han bad,
var ikke noget ringe Vidnesbyrd om, hvor højt han elskede
sin Konge, og jeg tror også, at Røgelsen, der var vædet af
dem, har duftet sødt for Gud.
-940-