Sextende Bog
Knud den Sjette
Da Ligfærden var til Ende og Kongen stedet til Jorden med
den største Ære, begav Knud sig efter sine Rådgiveres
Tilskyndelse hurtigst muligt over til Jylland for at få sin
kongelige Magt og Myndighed stadfæstet og tage sin Faders
Krigsfolk i Ed. Kongenavnet havde han jo ikke nødig at
søge, eftersom han forlængst var bleven salvet og kronet. På
Viborg Ting tog Folk imod ham med al mulig Velvilje, på
Urnehoved Ting var der nogle, som hemmelig var ham
fjendske, men dem fik han snart Bugt med, og de andre tog
da også venlig imod ham, så at han med Landsens Folks
Samtykke blev anerkjendt som Arving til Riget.
Imidlertid begyndte Skåningerne, glade over, at Valdemar
var død, igjen at give deres Frækhed frie Tøjler og krævede
Bøder af Stormændene for Nederlaget ved Dysieåbro, hvor
så mange havde mistet kjære Frænder og Venner. En Mand
ved Navn Åge Tuesøn pustede med sin forgiftige Tale til
Ilden og fik atter det dæmpede og næsten helt slukkede
Oprør i Skåne til at bryde ud i lys Lue. For at forebygge
denne Ulykke begav Absalon sig over til Skåne, hvor han på
Tinge talte frimodig til den ondsindede Almue, men uden at
udrette noget, thi den forlod ham og begav sig hen til
Hovedmændene for Oprøret, der holdt Ting et andet Sted og
var så overmodige og uforskammede, at de red omkring og
stævnede hele den skånske Almue til at møde bevæbnet
samme Steds igjen, når Såtiden var omme, for at værge sin
Frihed. Absalon fandt det derfor rådeligst at begive sig over
til Sjælland igjen, og som Følge af, at han drog bort, tog
-941-