Page 948 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Almuens Dumdristighed og Grumhed yderligere til. Den
overfaldt Thords og Esberns Gårde, som den først plyndrede
og derefter stak Ild på, og i de følgende Dage gik adskillige
andre af den skånske Adels Gårde også op i Luer.
Hovedmændene for Oprøret lod nemlig Bønderne
tilfredsstille deres Lyst til at ødelægge Stormændenes Gods
for at gjøre dem så meget dumdristigere og mere opsatte på
at gå ivrig og gladelig til Værks ved Udsigten til det skjønne
Bytte og den Løn, de kunde vente sig for deres
Anstrængelser. Adskillige af Adelsmændene overgav derfor
af Frygt for, at der vilde blive øvet samme Vold og Overlast
imod deres Gårde som imod deres Standsfællers, alt, hvad
de ejede og havde, i deres Venners Varetægt; en Del gik om
Bord på Skibe og stak i Søen, fordi de holdt for, at deres Liv
og Velfærd var sikrere dèr end på deres Gårde; en Del søgte
Trøst og Husvalelse hos Absalon. Da Knuds og Absalons
Ryttere så', at det gik dem lige så ilde som deres Herrer,
besluttede de at værge sig med Våbenmagt imod den Vold
og Overlast, der tilføjedes dem. Hovedmændene for
Opstanden, som under de sidste Optøjer havde fået at
mærke, at de ingen Vegne kom, når de ikke havde en
Anfører, indkaldte nu fra Sverige en Mand ved Navn
Harald, der vel var af kongeligt Blod, men både sløv og
dårligt skåren for Tungebåndet og i det hele taget ganske
uskikket til at være Konge, eftersom Naturen eller Lykken i
ingen Henseende havde skjænket ham noget Fortrin med
Undtagelse af hans fornemme Herkomst, så jeg skal lade
være usagt, om Svenskerne havde størst Skam af at sende
sådan en Mand eller Skåningerne af at tage imod ham.
Stormændene blev imidlertid bestyrtede og forfærdede, da
dette rygtedes, og efter som Rygterne om Fjendens
Fremrykning lød forskjellig, skikkede de Bud til Absalon,
snart med Opfordring til at komme over og hjælpe dem,
snart med Pålæg om, at han skulde blive borte med hele sin
Styrke, da Harald endnu ikke var falden ind i Landet. Da
-942-